Kom nemt og hurtigt rundt med bussen

Kom nemt og hurtigt rundt med bussen

En af de ting jeg holder så meget af ved Kalymnos, er enkeltheden.

Fordi øen ikke er meget større end 111 km2, så er det relativt nemt at overskue de forskellige steder man kan besøge. Det gælder også hvis man ønsker at tage bussen.

Pothia er verdens navle (i hvert fald på Kalymnos)

Udgangspunktet for en busrute er altid busstation i Pothia og herfra er der en god håndfuld forskellige busruter, der kører til forskellige destinationer rundt om på øen. På kortet herunder har jeg illustreret 6 af de busruter der findes. Deruderover findes der en slags bybus, der kører rundt i området omkring Pothia.

Jeg må hellere nævne, at kortet herunder er ret simplificeret, og jeg har kun medtaget de større byer. Bussen stopper naturligvis også andre steder på ruten. Farvemarkeringerne på de forskellige ruter er i øvrigt også mine egne, så du skal ikke gå og kigge efter den “grønne” eller den “røde” bus – kig i stedet efter navnet på endestationen.

Busruter på Kalymnos

Som turist er det nok den grønne busrute der er mest interessant. Det er den rute der kører igennem Massouri og Myrties, hvor langt de fleste hoteller er placeret. Herfra er det oplagt at tage en tur ind til Pothia, hvis man da kan løsrive sig fra poolen og de dejlige strandområder. Pothia er den mest travle by på øen, og her finder du masser af caféer, butikker og restauranter.

Når du så skal tilbage til Massouri eller Myrties, så kan det være fristende at hoppe på bussen mod Emborios (lilla). Men her skal du være opmærksom på, at vejen ned igennem Massouri/Myrties er ensrettet, så når man kommer fra Pothia så kører bussen først uden om uden om de to byer, forsætter mod Kastelli, og først her vender den sydpå og kører tilbage mod Massouri/Myrties. Dvs. at den lilla bus faktisk først kommer forbi Masssouri/Myrties når den har været oppe og vende i Emborios.


Risikoen for at du kommer til at lave denne fejl er dog ikke så stor, for bussen mod Emborios kører kun to gange om dagen. Hvis du gerne vil en tur nordpå, men ikke nødvendigvis vil tilbringe hele dagen i Emborios, så kan jeg anbefale at tage turen på en lejet scooter i stedet.

Hvor lang tid tager en bustur og hvad koster det?

På hver rute kører der én bus ad gangen og når den ankommer til sidste stop på ruten, kører den straks tilbage ad samme vej. I tabellen herunder kan du se, hvor lang tid det ca. tager at komme fra Pothia til en af de øvrige destinationer, samt hvad det koster.

Destination Tid (minutter) Pris
Hora 7 0,50 €
Elies 15 1,00 €
Kantouni 20 1,00 €
Myrties 25 1,00 €
Massouri 25 1,00 €
Emborios 50 1,50 €
Plato Gialo 15 1,00 €
Argos 15 1,00 €
Vhlihadia 15 1,00 €
Vathi 30 1,50 €

Billetterne til bussen skal du huske at købe på forhånd. Det kan du gøre i de mange mini-markeder eller kiosker der findes rundt omkring i byerne.

Hvor ofte kører busserne?

Tidsplanen for busserne skifter i løbet af året. I sommer halvåret kører busserne oftere, da der er flere turister og derfor et større behov for transport, end i vinterhalvåret hvor øen hovedsageligt beboes af de lokale grækere.

Derfor gengiver jeg ikke de præcise tidsplaner her på sitet, men henviser i stedet til denne side, der synes at have en opdateret information om de forskellige ruter. Desuden er der opdaterede tidsplaner på ved hvert stoppested. Grækerne har dog ofte et lidt afslappet forhold til tid, så selvom busserne som regel kører rimelig præcist, så er det nok en god idé at være forberedt på lidt ventetid.

Eftersom der kun kører én bus ad gangen på hver rute, vil der logisk også være længere tid mellem afgangene på de ruter hvor endestationen ligger langt fra Pothia. Står man i Myrties/Massouri er der ca. 90 minutter mellem hver afgang.

Når du så er klar til at komme med bussen, så er det selvfølgelig oplagt at finde et stoppested. Men det er egentlig ikke så nødvendigt. Så længe du går langs ruten, kan du blot vinke til chaufføren så skal han nok stoppe og tage dig med.

Har du forslag til gode bus-udflugter på Kalymnos, så skriv gerne en kommentar herunder.

God tur!