Politiken anbefaler Kalymnos til friluftfolket

Politiken anbefaler Kalymnos til friluftfolket

Politikens rejseskribent Kåre Welinder har været en tur på Kalymnos og han er ikke i tvivl; Den græske ferieø er et paradis for friluftfolket.

I sin artikel beskriver Kåre meget fint, hvordan han bl.a. var på opdagelse 35 meter nede i Skalia-hulen, der ligger på strækningen mellem de centrale byer Massouri og Emborios på den vestlige side af Kalymnos. Det er den største drypstenshule på Kalymnos (indtil videre) og betragtes som en af de smukkeste på øen.


Jeg har ikke selv prøvet at klatre på Kalymnos, så artiklen var en god inspiration til hvilke aktiviteter der måske skal prøves, næste gang turen går tilbage til Massouri. Samtidig gjorde artiklen mig klogere på noget jeg havde bemærket under mit første besøg i 2012.

Når man kører på vejen langs vestkysten, f.eks. som jeg gjorde på en lejet scooter, så ser man indimellem nogle store hvide sten langs vejkanten.  De er placeret så de peger op mod bjergsiden, eller rettere op mod grotterne på bjergsiden. Man kan ikke undgå at bemærke dem, men eftersom jeg var mest fokuseret på at holde scooteren i skak, fik jeg ikke lejlighed til at undersøge dem nærmere.

Det viser sig, at stenene faktisk er opsat af de græske myndigheder og fungerer både som vejvisere og som informationstavler med oplysninger om sværhedsgrader, afstand til klatringen og andre brugbare informationer for øens mange klatreturister. Det må man da sige er god service!

Man behøver ikke være en rutineret klatrer for at udforske de mange grotter der findes rundt om på øen. Fordi klatring er blevet så populært på Kalymnos, arrangeres der i dag ture hvor alle kan være med. Besøg Kalymnos Adventure Center for at finde den løsning der passer bedst til dit behov.

Til Politiken udtaler Birgitta Lovernius, den svenske ejer af Kalymnos Adventure Center:

Folk kommer hertil fra hele verden. Mange er virkelig dygtige, men vi har efterhånden fået opbygget et system, så der er klatring for alle niveauer. Vi har også bygget en ny klatrevæg for at nybegyndere kan lære det hele fra bunden.

Læs hele Politikens rejsebeskrivelse her

Klatring er naturligvis ikke den eneste aktivitet man kan lave på Kalymnos. Kalymnos Adventure Center tilbyder en lang række af forskellige aktiviteter, bl.a.

  • Snorkling
  • Dykning
  • En tur på hesteryg
  • Vandring
  • Mountainbike
  • Tennis
  • Yoga
  • Kajakture
  • Pilates

Så hvis du kan løsrive dig fra strandstolen eller pool-baren, så er der gode muligheder for at få rørt kroppen lidt og måske opleve øen fra en anden vinkel.

Billede: Or Hiltchcc