Fakta om Kalymnos

På denne side har jeg samlet nogle af de bedste rejsetips og fakta som du med fordel kan læse før din rejse til Kalymnos eller dit besøg på naboøen Telendos. Vælg et bogstav herunder for at springe alfabetisk i emnerne.

A

Affald

Kalymnos har en rigtig flot natur og det skal man have respekt for. Desværre er der stadig nogle der smider affald de forkerte steder, så rundt om i de større byer vil du se små fine skilte, der opfordrer til at holde øen ren.

Hop til top

B

Badestrande

Der findes rigtig mange gode badestrande rundt om på Kalymnos. Vælger du en strand der ligger ud til åbent hav, så vær opmærksom på at bølgerne godt kan være lidt kraftigere end strande der f.eks. ligger ud til strædet mellem Kalymnos og Telendos.
Det kan også være en god idé at medbringe badesko, da man ofte skal over nogle sten for at komme ud i vandet.

Busser

Pothia er det centrale omdrejningspunkt ift. busserne, der alle kører herfra og tilbage igen. Ved stoppestederne finder man en tavle med afgangstider, men man kan også blot vinke til chaufføren for at få den til at stoppe. Billetter kan købes enten i bussen eller i et af de mange mini-markeder. En tur fra Pothia til Massouri tager ca. 25 minutter og koster 1.50 euro. Læs mere om busserne på Kalymnos

Hop til top

C

Calamari

Calamari er det græske ord for blæksprutte og kan fås på enhver restaurant. Faktisk er octopus balls en af øens specialiteter.

D

Dessert

Alle restauranter har naturligvis desserter på menukortet, men inden du bestiller, så vær opmærksom på at man mange steder faktisk får en gratis dessert som tak for besøget. Oftest er er det en kage med tilhørende is eller Loukoumades der serveres med lokal honning og smager forrygende.

Delfiner

Delfiner er ikke et sjældent syn i vandene rundt om Kalymnos. De dukker som regel op omkring de lidt større både.

Drikkepenge

Det er meget almindeligt at give drikkepenge til servicemedarbejderne på Kalymnos. Hvad enten der er på restauranter eller benzinstationer. Giv et beløb på 5-10% af den samlede regning.

Drikkevand

Vandet i hanerne kan fint bruges til at børste tænder, men du opdager hurtigt at det smager af klor. Så køb dit drikkevand i butikkerne. Rundt om i byerne er der også opsat store vandbeholdere man kan tanke fra.

Hop til top

E

Elektricitet

Stikkontakterne i Grækenland bruger også 220v, så du kan sagtens bruge de samme stik som i Danmark uden behov for adaptere.

Hop til top

F

Ferieboliger

Der findes naturligvis masser af hoteller og ferieboliger på Kalymnos, og det er oplagt at bestille igennem et rejsebureau. Men der findes også flere danskere der har købt bolig dernede og som man kan leje nogle dage om året. F.eks. Villa Luiza, der ligger i byen Linaria.

Fotografering

Husk at tage en masse billeder når du besøger Kalymnos! Men tag ikke billeder af politi, sørværn, fly, lufthavne, militære køretøjer og den slags. Det er nemlig forbudt og du kan få en masse problemer hvis det bliver opdaget.

Frappe

Når det er virkelig varmt er det skønt at få en frappe. Det er kaffe blandet med koldt vand og isterninger og det kan fås næsten alle steder. Se opskrifter på forskellige udgaver af den klassiske frappe.

Fred og ro

Hvis du søger fred og ro så besøg Telendos. Her er der ingen bliver og scootere der kan larme, og det er skønt at spise her når solen er gået ned.

Hop til top

G

Geder

Når man færdes lidt udenfor for byerne ser man geder overalt på bjergvæggene. Vær opmærksom på at de også ofte vandrer rundt i vejkanten.

Hop til top

H

Honning (krydret)

Kalymnos er kendt for deres honning som de krydrer med timian. Der findes mange forskellige lokale varianter og de kan købes overalt på øen, f.eks. i minimarkeder eller hos sælgere i vejkanten. Læs mere om honning fra Kalymnos

Hæveautomater

Der er ni hæveautomater på hele øen, hvoraf de seks findes i Pothia. Bor du i Massouri/Myrtis området, findes der en hæveautomat ved turistkontoret ca. midt på hovedgaden i Massouri. Oplever du at din transaktion fejler, kan det skyldes at automaten blot er løbet tør for penge. Det kan ske i løbet af weekenden i turistsæsonen.

Hop til top

I

Internet

Kan du ikke undvære Facebook og Twitter eller vil du bare sende en elektronisk feriehilsen til dem derhjemme, så tilbyder de fleste barer og hoteller gratis trådløst internet.

Isterninger

Selvom vandet i hanerne smager ganske forfærdeligt er der ingen problemer med de isterninger man får på restauranter og barer. De er købt færdiglavet.

Hop til top

J

K

Katte

Når du er ude og spise på restaurant vil du næsten med garanti få besøg af en eller flere katte, der håber på en godbid. De færdes hjemvandt blandt bordene og tjenerne synes at ignorere dem. De ser lidt afpillede ud, men de får rigeligt mad i løbet af dagen.

Kirker / klostre

Mange af de gamle bygninger gik tabt under et stort jordskælv i 554, så rundt om finder man masser af gamle ruiner. På Telendos kan man f.eks. se et gammelt badhus. Der findes naturligvis også kirker der stadig bruges idag. De er nemme en genkende med deres hvide facader og blå tag.

Klatring

Klatring er i nyere tid blevet utrolig populært og Kalymnos har efterhånden opnået status som en af de foretrukne destinationer for sportsklatrere. De mange bjerge og klipper gør da også øen til et ideelt sted at prøve kræfter med klatring. Der findes flere virksomheder der tilbyder guidede ture rundt om på øen og der er noget indenfor enhver sværhedsgrad. Læs mere om klatring på Kalymnos

Hop til top

L

Lufthavn

Der findes en lille lufthavn på Kalymnos, men der er kun flyafgang til og fra Athen. Har du købt din rejse igennem et større rejseselskab vil du sandsynligvis blive sendt til lufthavnen på Kos i stedet. Her fra kan du så tage en færge over til Kalymnos. Rejser du på egen hånd kan det måske betale sig at mellemlande i Athen, men husk at tjekke op på rejsetiderne for at minimere ventetiden – ankommer du om aftenen kan det være vanskeligt at komme videre på Kalymnos.

Hop til top

M

Myrties og Maussori

De mest populære turistbyer på Kalymnos. De er placeret på den vestlige siden af øen og det er her man typisk bor som turist. Byerne består hovedsageligt af en lang vej hvor alle restauranter, barer, hoteller, ferielejligher og minimarkeder er placeret. Det gør nemt at finde rundt og da byerne ikke er så store er alle bekvemmeligheder indenfor en overskuelig gåafstand. Fra Myrties kan tage en taxabåd over til Telendos.

Myg

Myggene synes også godt om Kalymnos, eller i hvert fald om de personer der besøger øen! De kommer på besøg om aftenen/natten, så gør dig selv en tjeneste og anskaf enten noget god myggespray, en elektrisk insektfælde som du kan sætte i stikkontakten eller lad aircondition køre om natten og du vil med garanti få en bedre nattesøvn.

Møntfod (Euro)

Grækenland har Euroen som møntfod. Selvom der findes enkelte hæveautomater rundt om på øen kan du fordel veksle hjemmefra. Ikke alle restauranter tager imod VISA kort.

Hop til top



N

Natursvampe

Oprindeligt var natursvampe den vigtigste eksportvare for Kalymnos, men i dag udgør den kun en lille del af øens indkomst. Natursvampene er dog stadig en vigtig del af øens historie og på Restaurant Prego i Massouri viser de dokumentarfilm om hvordan livet som dykker var i gamle dage. Natursvampene sælges i de fleste minimarkeder, det kan være billige udgaver fra øsen, så køb dem i rigtige natursvampebutikker.

Nudiststrand

Læs mere om strandene på Telendos.

Natteliv

Selvom man er på en afslappende ferie kan man godt få lyst til en drink om aftenen og i Massouri finder du masser af barer der har åbent til langt ud på natten.

Hop til top

O

P

Pothia

Pothia er den centrale havneby på kalymnos, og stemningen i byen er udpræget græsk ikke særlig præget af turisme.

Q

R

Restauranter

Der er masser af restuaranter rundt om i de større byer som Massouri, Myties og Porthia og de har næsten de samme retter alle steder. Se også Dessert.

Hop til top

S

Scooter

Scootere er et af de foretrukne transportmidler på Kalymnos og det er en fantastisk måde at opleve øen på. Da øen ikke er synderlig stor kommer man også hurtigt rundt omkring. Der findes masser af steder i Massouri der udlejer scootere og det koster ca. 20 euro for en dag (inklusiv forsikring). Vær opmærksom på at det er et lovkrav man bærer hjelm og bliver man stoppet af politiet uden kan man få en stor bøde. De fleste lokale ser dog stort på denne regel, men for din egen skyld så tag hjelmen med. Er du ikke så rutineret i at køre på scooter, så start med at køre nord på. Her er der gode veje og ikke så meget trafik. Vælger du at køre sydpå er svingende mere skarpe og trafikken er tættere.

Solcreme / Solråd

For mange er det vigtigt at få en lækker kulør inden man skal hjem fra ferie, men solen er stærk (særligt mellem kl. 12 – 15) så husk de klassiske solråd: skygge, solhat, og solcreme.

Solsenge

På de lokale strande er der opstillet solsenge man kan benytte mod betaling. Det koster typisk 2-3 euro per seng for en dag.

Sportsklatring

Se Klatring

Spisetider

Pga. varmen spiser grækerne altid sent og de indtager som regel først restauranterne omkring kl. 21-22. Så hvis du vil være sikker på at få en rigtig god plads på de restauranter der har den bedste havudsigt, så mød op før kl. 21.

Strande

Se Badestrande.

Størrelse

Kalymnos ligger blandt de Dodekanesiske Øer i den sydøstlige del af det Ægæiske Hav. Med sine 111 km2 er Kalymnos på størrelse med Samsø og der bor omkring 15.000 mennesker på øen. Det gør Kalymnos til den tredje tættest befolkede ø i Dodekaneserne, lige efter Rhodos og Kos.

Søndag

Søndagen er grækernes faste familiedag, så forvent lidt flere af de lokale på stranden og på restauranterne.

Hop til top

T

Taxaer

Der er masser af taxaer rundt om på Kalymnos og priserne er ganske rimelige. Langt de fleste har også et velfungerende taxameter, men det er en god idé at aftale en pris på forhånd. Så undgår man overraskelser. Du kan med fordel forudbestille en taxa, få evt. en i receptionen på dit hotel til at hjælpe.

Telendos

Den lille ø overfor den vestlige side af Kalymnos. Se beskrivelsen af Telendos

Timeshare

Jeg har ikke selv oplevet det, men rejsebureauerne advarer mod timesharesælgere. Typisk er det unge mennesker der uddeler skrabelodder, hvor der altid er gevinst. For at få gevinsten skal man dog med til et cocktailparty, der viser sig at være et aggresivt salgsmøde. Det kan hurtigt blive en dyr affære, så vær varsom overfor den slags.

Trapper

Kalymnos er en klippeø så vær forberedt på at der er trapper overalt. Skal man f.eks. fra hovedgaden i Massouri ned til stranden vil der typisk være 60-100 trappetrin.

Toiletter

Som på de fleste andre græske øer er kloaksystemet på Kalymnos ikke særlig godt, så lad vær med at smide papir i toilettet. Det gælder alle steder også selvom nogle restauranter har fjernet skiltning omkring det.

U

V

Vandhanevand

Vandet i vandhanerne smager ganske enkelt forfærdeligt. Det er en blanding en saltvand og ferskvand. Det er ikke farligt og det er fint hvis man bare vil børste tænder. Men er du tørstig eller skal du lave kaffe så køb noget vand i det lokale minimarked.

Vejret

Som på de fleste andre græske øer er vejret på Kalymnos rigtig dejligt det meste af året rundt. Somrene er lange, tørre og med temperaturer der typisk ligger på 30-32 grader. Fordi man ofte befinder sig i nærheden af vandet, opleves varmen ikke så intenst pga. den lidt køligere havbrise. Det er varmest i juli og august, men kun marginalt køligere i juni og september. Læs mere om vejret året rundt på Kalymnos

Hop til top

W

Wi-fi

Se internet

Hop til top

Y

Yoga

Se Hvis du dyrker yoga eller bare har lyst til at prøve det, så besøg Kalymnos Activity Center i Massouri. De tilbyder tilbyder yogatimer på taget af deres center mens man ser solen gå ned.

Hop til top

Æ

Æslet Odyssey

Odyssey holder til på den lille ø Telendos og han er øens maskot. Han er ikke så svær at finde men bliv ikke overrasket hvis han begynder at skryde når du nærmer dig.

Hop til top

Ø

Å

Er der et rejsetip der mangler?

Giv mig besked så tilføjer jeg det til siden


This article has 3 comments

  1. Vil lige sige dig mange tak for en fantastisk god og informativ hjemmeside . Min kone og jeg , skal for første gang besøge Kalymnos i slutningen af august , og nu glæder vi os ekstra meget , efter at have læst din side . God sensommer.
    Venlig hilsen Jes og Dorthe Bagge . Viborg

    • Hej Jes

      Tak for din kommentar. I kan roligt glæde jer, Kalymnos er et skønt sted. I slutningen af august er temperaturen omkring de 25 grader dernede, så det er jo et perfekt tidspunkt I tager af sted.

      Jeg håber I får en rigtig god tur, og hvis der er noget I synes jeg mangler at fortælle om, så sig endelig til 🙂

  2. En fornøjelse at bruge din fine hjemmeside – vi vover springet midt i Maj og håber på lidt sol og sommer der inden det rigtigt går løs. Mvh. Anne